onsdag den 22. august 2012

Tre landsbyer får penge til forskønnelse..

Starup-Tofterup, Horne og Henne deler 100.000 kr. fra Varde Kommunes pulje til landsbyforskønnelse.

Tre landsbyer i Varde Kommune får nu et ekstra bidrag til forskønnelse og udvikling.

Det er Henne, der vil udvikle landsbyens status som porten til Filsø, og Starup-Tofterup og Horne, der vil skabe opmærksomhed om eksisterende tilbud og med nye initiativer gøre landsbyerne mere attraktive for egne borgere, tilflyttere og turister. De tre projekter deler ligeligt Varde Kommunes pulje til landsbyforskønnelse:

- Henne er jo porten til Filsø - med adgang og udsigtspunkter både fra Kløvbakken, Henne Mølleå og hele området bagved. Det er et unikt område, og vi vil gerne sende lidt penge efter markedsføringen. I Starup-Tofterup lægger de vægt på at informere og vise, hvad de kan. De er allerede godt i gang, og forhåbentlig kan pengene hjælpe dem et stykke videre og styrke bosætningen. Horne er også godt i gang med at gøre byen attraktiv - og der er i alle tre tilfælde tale om projekter, der kan styrke landsbyerne, siger formanden for udvalget for plan og teknik Preben Olesen (V).

Formanden for Blaabjerg udviklingsråd Gitte Bernt Jensen glæder sig over tilskuddet til at realisere Filsøcenteret i Henne:

- Timingen er rigtig god, for nu kan vi komme i gang, samtidig med at Filsø bliver fyldt op. Det er en stor chance for at udvikle og forskønne byen, siger Gitte Bernt Jensen.

Der er 100.000 kr. i puljen. Den kommunale driftsafdeling udfører en del af arbejdet, og flere foreninger lægger også selv arbejdskraft til.

I alt var der syv ansøgninger.

Pengene vil gå til forskønnelse flere steder i Horne og omegn. Der kommer ifølge ansøgningen knust granit i et bed ved kirken og nye byportaler ved de fire indfaldsveje til Horne. En tilgroet p-plads ved børnehaven Regnbuen skal ryddes, gelændere og autoværn ved vandløbsoverkørsler males, og bevoksning ved busskurene holdes nede. Det vil signalere liv og humør i landsbyen, til glæde både for Horne-borgerne, gæster og folk, der passerer gennem byen, mener Horne Sogneforening.
 
Yderligere oplysninger hos:
Formand for Blaabjerg udviklingsråd Gitte Bernt Jensen, tlf, 20122222
Formand for Horne-Hodde-Sig-Tistrup udviklingsråd Henry Koch, tlf. 20246910
Formand for Starup Sogns Borgerforening Lars Barslund, tlf. 21456549
Udvalgsformand Preben Olesen, tlf. 21630886

www.tistrupnews.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar